Et onde

Skilsmisser - et onde?

 

Hvert år får man indtryk af, at der sker en voldsom udvikling i antallet af skilsmisser i Danmark, når man hører mediernes omtale af antallet af skilsmisser, når Danmarks Statistik offentliggør de nye tal. Nogle år bliver det fremhævet, at antallet stiger, mens historien andre år går på, at nu ser man et lille fald i antallet af skilsmisser blandt den og den aldersgruppe. Det er rigtigt, at der er et lille udsving i antallet af skilsmisser fra år til år – også når man ser på, hvor mange der bliver skilt inden for de enkelte grupper af antal år et ægteskab har varet. Nogle gange stiger antallet en smule, og andre gange falder antallet. Realiteten er dog, at når man i Danmarks statistik betragter tallene fra 1980 frem til i dag, så er der kun små udsving fra år til år, og det følger ikke noget bestemt mønster, og derfor synes sandsynligheden for, at et ægteskab ender med skilsmisse, at være nogenlunde uændret fra 1980 frem til nu.

 

Er det så noget, vi skal være kede af? Det mener jeg ikke – tværtimod. Min erfaring efter at have interviewet en mængde kvinder er, at der næsten altid er en meget vægtig grund til, at folk bliver skilt, og at det oftest er noget, som folk har taget tilløb til i meget lang tid og har overvejet meget længe – nogle gang for længe.

 

I medierne tales der meget lidt om årsagen til skilsmisser, og når det endelig sker, omtales problemerne oftest som nogle, der kan klares ved, at parrene får nogle støttende samtaler eller lignende. I mange parforhold vil det dog ikke kunne løse problemerne da problemerne i ægteskabet har rod i nogle helt andre ting som f.eks. ægtefællens misbrug eller psykisk sygdom for ikke at tale om de kvinder eller for så vidt også mænd, der lever sammen med en ægtefælle, der har psykopatiske træk.

 

Folk der lever sammen med en ægtefælle, der har psykopatiske træk, udsættes for psykisk terror og nogle gange også vold. Den psykiske terror er imidlertid nok den, der er værst, da de oplever, at deres selvværd og selvtillid lige så stille og roligt bliver nedbrudt, og det er derfor langt hen ad vejen uoverskueligt for dem at bryde ud af ægteskabet. Det er også svært for dem at søge hjælp hos andre, da den psykopatiske ægtefælle ofte har sørget for, at de er socialt isoleret. Bag statistikkernes nøgne tal gemmer der sig derfor mange historier, og det er ofte ikke trist, når et ægteskab ender med skilsmisse. En skilsmisse kan derimod være starten på et nyt og bedre liv – også for eventuelle børn. Det ville være befriende, hvis medierne ind imellem turde se skilsmisser i et andet lys end blot negativt. Når jeg hører mediernes budskab, får jeg ofte det indtryk, at der er politikere og mediefolk, der tror, at alle ægteskabsproblemer kan løses ved, at par kommer på kursus, og at antallet af skilsmisser hermed kan falde.

 

Jeg synes, at udgangspunktet er forkert. Kurser for ægteskaber i krise er jo skabt ud fra forestillingen om, at skilsmisser altid er af det onde og noget, som man næsten for enhver pris skal undgå. Nogle gange ville det måske være bedre, at par fik et kursus i, hvordan de kan blive skilt på en ordentlig måde, så det ikke går ud over børnene. Nogle gange må man også have øjnene åbne for, at ægteskabet er mere skadeligt for børnene end en skilsmisse. Det kan godt være, at det er for svært at få øje på her og nu, men prøve at spørge børnene, når de bliver voksne, om deres opvækst , og hvilke uheldige ting barndommen har ført med sig.

 

I et samfund, hvor skilsmisser er så hyppige, skulle man tro, at skilsmisser var fuldt acceptable. Det er de også på et samfundsmæssigt plan. Noget helt andet kan det være, når man kommer ned i den enkelte familie og omgangskredsen. Her bliver den ægtefælle, der begærer skilsmissen, ofte set skævt til og risikerer mere eller mindre at blive udstødt fra familie og omgangskredsen og må ofte starte på ny med at opbygge sociale relationer.

 

Jeg kunne godt tænke mig, at der kom en mere åben debat om skilsmisser og uden den dømmende og moraliserende tone, der ofte er i debatten om skilsmisser.