Aktiv dødshjælp

Aktiv dødshjælp

 

Medierne debaterede livligt emnet aktiv dødshjælp i marts 2014 og satte som så mange gange før spørgsmålet om aktiv dødshjælp til debat, og de påpegede, at omkring 2/3 af den danske befolkning går ind for dette. Jeg synes, at debatten er alt for unuanceret. Aktiv dødshjælp betyder bl.a., at man legaliserer at slå andre mennesker ihjel, hvor det, de har brug for, måske er noget helt andet. I fjernsynet kunne vi følge en kvinde i 50'erne, der få måneder forinden havde fået konstateret ALS, hvor hun drog til udlandet for at få aktiv dødshjælp, og samtidig inddrog hun sin datter i beslutningen og lod hende følge sig på rejsen til udlandet. Kvinden var i dyb krise efter beskeden om, at hun havde fået ALS, og det er en naturlig reaktion, at hun prøver at flygte fra sin skæbne, men jeg mener ikke, at det er den aktive dødshjælp, der er svaret på hendes problem, men tværtimod krisehjælp og bearbejdning af den depression, som hun formentlig havde fået.

 

Når folk siger, at de går ind for aktiv dødshjælp, tror jeg ikke, at de har tænkt konsekvenserne igennem. Har de selv lyst til at være den, der skal udføre dødshjælpen? Det er det, som de reelt ønsker, at lægerne skal gøre, og jeg mener ikke, at det er noget, der kan forenes med lægeløftet.

 

Indførsel af aktiv dødshjælp kan også betyde, at kronisk syge borgere, der har mange fysiske begrænsninger, kan føle sig tvunget indirekte til at ansøge om aktiv dødshjælp, fordi de føler, at andre måske giver udtryk for, at de er en byrde. Det gælder både for samfundet og for familien. Når der er nogen, der siger, at det ikke vil ske, så er jeg ikke så overbevist. Jeg har f.eks. siddet over for en kvinde, der var gravid efter udgangen af 12. graviditetsuge, hvor en kommunal medarbejder havde presset kvinden til at ansøge om abort, selv om kvinden ønskede at få barnet.