Corona

Britta Ortiz

Kunstner, forfatter og læge

Min oplevelse af kunstnergruppen Corona


Forår 2013 blev jeg medlem af kunstnergruppen Corona. December 2013 blev jeg kontaktet af den tidligere formand Anita Hansen, hvor hun opfordrede mig til at gå ind i bestyrelsen, og hun opfordrede mig også til at blive formand, når der i marts måned 2014 skulle afholdes generalforsamling. Jeg tog imod opfordringen og blev formand for bestyrelsen.


Lige fra start har jeg stået for, at beslutninger træffes demokratisk i en forening. Det betyder efter min opfattelse, at man drøfter tingene og kan komme med alle de forslag og indvindinger, man måtte have, inden en beslutning træffes, men også at man bakker op om en beslutning, når den først er truffet og ikke undsiger den, når den først er truffet. Det er ikke det, der er sket i Corona.


På første bestyrelsesmøde foreslog jeg, at der blev foretaget en spørgeskemaundersøgelse blandt alle Coronas medlemmer, da der igennem et stykke tid havde været dalende tilslutning til de månedlige medlemsmøder. Der var stor opbakning blandt de øvrige bestyrelsesmedlemmer til at gennemføre undersøgelsen, og det blev besluttet, hvordan den skulle foregå, og spørgeskemaet blev justeret og godkendt af bestyrelsen.


To gange om året har der været tradition for at afholde malerweekend. Den sidste  malerweekend måtte aflyses på grund af for få tilmeldinger, og malerweekenden før blev gennemført med blot fem medlemmer. På første bestyrelsesmøde blev det derfor foreslået at hyre en professionel underviser til næste malerweekend. Samtidig blev det besluttet, at tilskuddet til den årlige sommerudflugt skulle halveres, da der de to sidste år under den tidligere formand Anita Hansen havde været anvendt godt 8.000 kr. til betaling for kørsel i en bus på en heldagsudflugt. Et tilskud på 8.000 kr. ville betyde, at der ikke ville være råd til nye initiativer som f.eks. undervisning eller flere foredrag.


Der var stor utilfredshed blandt den tidligere formand over, at tilskuddet var beskåret, og siden det blev meldt ud, har hun bevidst prøvet at modarbejde alt, hvad der er foreslået af den nye bestyrelse. Kredsen omkring hende meldte meget klart ud på det månedlige gruppemøde i juni, at det centrale i sommerudflugten var det sociale og ikke kunst. De ønskede blot en heldages bustur, hvor de kunne spise is og synge fællessang. Det blev derfor taget meget ilde op, at der blev stillet fire forskellige forslag til en sommerudflugt, der kunne holdes inden for det foreslåede budget af bestyrelsen.


De to tidligere formænd og to bestyrelsesmedlemmer, der har meldt sig ud af bestyrelsen, vil ikke anderkende resultatet af spørgeskemaundersøgelsen til trods for, at der er en svarprocent på over 83 procent. Ifølge Ania Hansen ønsker medlemmerne af Corona hverken undervisning, foredrag eller at blive dygtigere, for Corona er en forening for amatører med stort A. De tidligere bestyrelsesmedlemmer, som selv har været med til at beslutte at gennemføre spørgeskemaundersøgelsen, mener, at der må være fusket med resultatet, for det kan ikke passe, at medlemmerne giver udtryk for, at de ønsker en større faglighed i Corona.


De to tidligere formænd samt de to tidligere bestyrelsesmedlemmer har iværksat en underskriftsindsamling, hvor de har krævet min afgang, fordi de mener, at jeg har truffet alle beslutninger alene til trods for, at det er en direkte løgn. Jeg har derimod fra start stået for, at alle medlemmer skal have de samme muligheder, hvilket ikke tidligere har været tilfældet, og jeg har stået for, at beslutninger træffes af bestyrelsen og ikke af enkeltmedlemmer af bestyrelsen. Tidligere har der været ekstra privillegier for medlememr, der har malet sammen mandage fra kl. 9-16 (mandagsholdet). Den tidligere bestyrelse bestod også udelukkende af medlemmer, der maler på mandagsholdet.


Jeg har her i dag meldt mig ud af bestyrelsen og meldt mig helt ud af Corona efter, at jeg har meddelt min afgang via foreningen hjemmeside. Desuden har jeg lagt vedtægter, dagsordenen og referater fra alle bestyrelsesmøder siden generalforsamlingen ud på foreningens hjemmeside, så alle kan se, hvad der er foregået og ikke foregået. Corona er en forening, hvor medlemmerne ikke frit har kunnet se, hvad der står i vedtægterne, og det har nogle af de tidligere medlemmer af bestyrelsen benyttet sig af, for de forsøger at beslutte ting, som slet ikke er medtaget i vedtægterne.


I Corona har jeg mødt nogle mennesker, som har opført sig så beskidt, som jeg aldrig tidligere har oplevet. Det er også tydeligt, hvordan medlemmer er blevet nedgjort og ikke har turdet åbne munden under den tidligere formand. De medlemmer er blomstret op under mit formandskab og har pludseligt vist sig som nogle dejlige, varme, engagerede mennesker, der har en masse at byde på. Det er samtidig disse mennesker, som har noget at byde på kunstnerisk. 


Efter mit møde med Corona forstår jeg også, at der er nogen, der betragter det som nærmest diskvalificerende, hvis man er medlem af Corona.