Screening

Britta Ortiz

Kunstner, forfatter og læge

Giver screening sundhed?


1. marts 2014 blev der indført endnu et landsdækkende screeningsprogram, nemlig screening for kræft i tyktarmen. Det koster årligt det danske samfund omkring 400 mio. kr. at indføre dette screeningsprogram. Det betyder, at alle borgere mellem 50 og 74 år tilbydes at deltage i screeningsprogrammet. Dette screeningsprogram er blot det sidste i rækken af screeningsprogrammer, men det første der også omfatter mænd. De øvrige screeningsprogrammer omhandler screening for brystkræft og livmoderhalskræft.


Når der indføres screeningsprogrammer, anvendes der mange millioner på at undersøge i princippet raske personer for at finde de få, der måske fejler noget, for screeningsundersøgelser vil nemlig også rejse mistanke om, at raske mennesker måske fejler noget, som de skal undersøges for, ligesom screeningsundersøgelser også vil overse alvorlig sygdom hos personer, der faktisk er syge. Disse to forhold betegnes i fagkredse for henholdsvis falsk positiv og falsk negativ.


Mange tror fejlagtigt, at en screeningsundersøgelse sikrer, at man ikke bliver syg, for i kampagnerne står der jo, at sygdommene bliver opdaget i tide, før sygdommene udvikler sig til noget alvorligt. Det, som folk ikke ved, er, at sygdommen også kan opstå imellem to screeninger, og de tænker heller ikke på, at screeningsundersøgelser ikke giver sikkerhed for, om mann er syg eller ej. Derimod er det meget, der tyder på, at mange af de sygdomstilfælde, som man finder ved en screeningsundersøgelser, aldrig ville have haft nogen klinisk betydning, så der sker en overbehandling med de riscisi og psykiske følger, det kan give. Til gengæld er der nogle af de cancertilfælde, der opstår mellem to screeningsperioder, der er aggressive og vokser meget hurtigt, at de ikke bliver fanget ved en screeningsundersøgelse.


Screeningsundersøgelser giver derfor ikke nogen garanti for, at sygdommene bliver opdaget i tide, ligesom de medfører, at borgerne måske får stillet nogle diagnoser, som aldrig ville have haft klinisk betydning, og mange får stillet en diagnose, selv om de ikke fejler noget. Mit spørgsmål er derfor: "Hvem har retten til at bestemme, om en person er rask eller syg?" Samtidig er der dokumentation for, at et af de bedste parametre til at måle, om folk forbliver raske eller ej, er deres selvoplevede helbred. Her vil et "måske syg" kunne påvirke den enkelte borgers oplevelse af, om de er raske eller ej, og derfor betyde en negativ oplevelse af selvvurderet helbred, og sandsynligheden for at blive syg vil øges. Det er måske også derfor, at der ikke ses en nedsat dødelighed hos kvinder, der indgår i screeningsprogrammet for brystkræft. Der er godt nok færre, der dør af brystkræft, men dødeligheden generelt falder ikke.


Der er nu indført tre landsdækkende screeningsprogrammer, men det er formentlig kun begyndelsen, for der kan potentielt indføres mange flere. Problemet er bare, at der ikke er nogen, der ved, hvilken indflydelse indførsel af screeningsprogrammer har på folkesundhedheden. Samtidig vil indførsel af flere og flere screeningsprogrammer betyde, at en større og større del af befolkningen konstant vil gå og frygte, at de er syge - ikke bare dem, der får en falsk positiv diagnose. Det gælder alle i ventetiden fra undersøgelsen, til de får svar på den. Hvis der på et tidspunkt indføres gentest som screeningsundersøgelse, så alle borgere kan få oplysning om, hvilke sygdomme de er disponeret til at få igennem livet, vil alle borgere kunne gå konstant og frygte, at de får de forskellige sygdomme, og hvor er livskvaliteten så blevet af. Det, at man er disponeret for at få en sygdom, betyder nemlig ikke, at man nogensinde vil få sygdommen i udbrud.


Nogle borgere synes, at det er et gode, når der indføres screeningsprogrammer. De tænker ikke over de ting, som jeg har nævnt ovenfor, og de tænker heller ikke over, at vi ved indførsel af screeningsprogrammer anvender flere og flere midler til at undersøge og behandle raske borgere. Alt sammen ressourcer der går fra behandling af syge til undersøgelse og behandling af raske.