Konklusion

Konklusion

 

Evalueringen strækker sig over resultater og viden opsamlet over en femårig periode. Der er kun sket små justeringer i det oprindelige koncept ud fra de tilbagemeldinger, der er blevet indhøstet fra deltagerne. Rammerne har været nogenlunde de samme under hele forløbet, men selve indholdet i undervisningen er hele tiden blevet opdateret med den nyeste viden, hvilket har været muligt, fordi der på forhånd ikke blev udviklet faste undervisningsmanualer, men kun en kort vejledning i, hvad de overordnede temaer skulle være for de enkelte mødegange i kost. Konceptet har taget højde for, at undervisere og deltagere har forskelligt temperament og personligheder.

 

Konceptet blev udviklet ud fra den sparsomme viden, der var på området, da vi startede, men i høj grad også ud fra de ideer, vi selv havde. Hen ad vejen har vores ideer blevet understøttet af de interventioner og undersøgelser, der er lavet på internationalt plan.

 

Kurset viser, at det kan lade sig gøre at lave et tilbud, som familier har lyst til at bruge tid og penge på at deltage i. Konceptet finder langt hovedparten af deltagerne for brugbart, hvilket en gennemførselsprocent på 85,4 procent også tydeligt viser. Deltagerne har været glade for tværfagligheden, og brug af eksisterende bygninger i form af lån af folkeskoler i de forskellige kommuner har været brugbar. Der har været stor opbakning fra de kommunale sundhedstjenester og børneambulatoriet, idet de flittigt har gjort familierne med overvægtige børn opmærksomme på tilbudet. Det har dog også været vigtigt for mange familier, at de selv har kunnet melde sig til kurset, og på trods af, at vi ikke har foretaget en visitering af deltagerne, har vi fået fat i den målgruppe, som vi gerne ville have fat i, nemlig familier med et eller flere overvægtige børn. Tilbudet har desuden appelleret til familier, der kommer fra alle mulige samfundslag, og det har ikke virket afskrækkende, at der har været en deltagerbetaling på 1.000 kr. pr. familie.

 

Via de redskaber, som deltagerne har fået på kurset, har langt størsteparten ændret kost- og motionsvaner i en sundere retning, og opfølgningsinterviewene tyder på, at ændringerne for de fleste er holdbare. I mange af familierne er der opnået en større trivsel hos både børn og voks-ne. Det drejer sig om større selvværd, større psykisk velvære og større overskud i hverdagen hos de personer, der ikke havde optimale forhold på disse områder i forvejen.

 

For mange af kursisterne er det kommet bag på dem, hvor stor betydning det sociale på holdet har haft, og i mange tilfælde har det sociale rakt ud over samværet på holdet forstået på den måde, at deltagerne har mødtes og støttet hinanden også efter kursets afslutning.

 

For over 80 procent af de overvægtige deltagere har kurset betydet, at de er blevet slankere i løbet af kurset. Desværre har vi ikke nogen tal for, om disse ændringer holdt på længere sigt. Indirekte mål for, at det meget vel kan være tilfældet, er, at mange af kursisterne har fået alle deres mål med deltagelse i kurset opfyldt og en anden stor gruppe har fået målene delvist op-fyldt, når man spørger dem mellem et og 3½ år efter, at de er startet på kurset. Der resterer en gruppe på ca. 15 procent, der hverken under eller efter kurset får deres mål opfyldt. Vi ved ikke, hvad årsagerne til dette er. Det kræver en nøjere analyse af den enkelte familie, hvis man skulle kunne finde svar på dette.