Erfaringer og resultater

Britta Ortiz

Kunstner, forfatter og læge

Erfaringer og resultater


I pilotprojektet var der tilmeldt 12 psykisk udviklingshæmmede. Deltagerne havde som tidligere tilmeldt sig på opfordring fra personalet, men flere af deltagerne havde kun modvilligt sagt ja, idet det ikke var de psy-kisk udviklingshæmmede, der fra starten af havde et ønske om at leve sundere. Det er personalet, der har behov for at gøre noget, idet de kan se, hvor usundt mange af de psykisk udviklingshæmmede lever, og mange af dem er svært overvægtige og har en fortsat vægtstigning. Det var dog ikke alle 12, der deltog. Nogle mødte aldrig op, og reelt var der 8-10, der startede på kurset. Af disse deltog de seks næsten alle mødegange, hvilket må betegnes som tilfredsstillende, idet det giver en gennemførselsprocent på mellem 60 og 75 procent hos en gruppe, hvor mange fra starten ikke var motiveret for at deltage.


Blandt de tilmeldte til kurset var der tre mænd og ni kvinder. Der er fem kvinder og en mand, der gennemfør-te hele kursusforløbet.


Ud over de psykisk udviklingshæmmede deltog der tre fra personelt i Støttecentret 5’eren.

I forløb nummer to var der tilmeldt ti, hvoraf alle mødte op. Der var tilmeldt tre mænd og syv kvinder. Blandt disse var der fem, der også havde deltaget i pilotprojektet. Der var seks, der gennemførte hele forløbet, fire kvinder og to mænd. Blandt disse seks har fem af dem været med lige fra starten. Det drejer sig om fire kvinder og en mand. Der deltog også flere fra personalet, to til tre hver gang. Desværre var ikke alle personer gennemgående blandt personalet, idet der i forløbet var en af medarbejderne, der deltog, der blev langtidssygemeldt.



Objektive data


Deltagerne i pilotprojektet har et gennemsnitligt BMI på 38,7 kg/m2 ved kursusstart. Ved forløb nummer 2, hvor der ikke var stillet nogen krav om, at de skulle være overvægtige, var det gennemsnitlige BMI lidt lave-re, nemlig 37,4 kg/m2. Bag disse gennemsnitstal gemmer der sig dog en stor variation, som det anskueliggøres i figur 1. Laveste BMI i pilotprojektet er 26,0 kg/m2 mod 24,5 kg/m2 i forløb nummer to. Højeste BMI i pilotprojektet er på 50,3 kg/m2, mens den ved forløb nummer to er på 52,4 kg/m2. Nar man bruger BMI til at vurdere vægten, inddeler man den i følgende kategorier:

Normalvægt:18,5 kg/m2 – 24,9 kg/m2

Overvægt:25,0 kg/m2 – 29,9 kg/m2

Svær overvægt:30 kg/m2 og derover.


Mange af deltagerne er derfor meget svært overvægtige, idet deres BMI ligger over 40 kg/m2.


Et andet mål man anvender, når man taler om vurdering af graden af overvægt, er taljemål, idet risikoen for livsstilssygdomme som type 2 diabetes og hjerte-kar-sygdomme stiger, hvis taljemålet for kvinder overstiger 88 cm og for mænd 102 cm. I pilotprojektet er der en mand og en kvinde, der ikke overskrider anbe-falingerne for henholdsvis mænd og kvinder, mens alle de andre ligger over. Ved forløb nummer to er der også kun en mand og en kvinde, der ikke ligger over det anbefalede maksimale tajlemål for henholdsvis mænd og kvinder, mens alle de andre ligger betydeligt over. Langt hovedparten af deltagerne på de to forløb er derfor overvægtige.


Figur 1 Deltagernes fordeling på BMI i henholdsvis pilotprojekt og forløb nr. 2.

For de fleste af deltagerne kender vi ikke deres grunddiagnose. Et par af dem lider dog af Downs syndrom. Flere af delta-gerne er i behandling med psykofarmaka. Ved behandling med psykofarmaka ved man, at en af bivirkningerne er vægt-stigning, hvilket kan gøre det ekstra svært for denne gruppe at opnå et vægttab. Nogle af deltagerne er startet med at få psykofarmaka i løbet af kursusforløbene, mens andre har skiftet præparat.


For at vurdere effekten af forløbene har vi valgt kun at se på mål og vægt fra de deltagere, der har gennemført både pilot-projekt og forløb nummer to, idet data fra de andre deltagere er noget spredte. Som det fremgår af figur 2, er der kun én af deltagerne, nemlig deltager nummer 3, der har haft et fald i BMI, mens de øvrige fire alle har haft en stigning i BMI i løbet af hele perioden.


Når man ser på udviklingen i taljemål, er udviklingen ikke nær så entydig. Deltager nummer 3 har også haft fald i taljemål, men det gælder også for deltager nummer 4, mens de øvrige stort set har uændret taljemål på trods af, at de har haft en stigning i BMI. Dette kan skyldes, at de har ændret livsstil med større aktivitet og har derved opbygget en større mu-skelmasse.


Figur 2
Figur 3

Kvalitativ evaluering


Nogle af de psykisk udviklingshæmmede kan læse lidt, mens andre ikke kan. Det har derfor været udelukket at anvende spørgeskemaer i forbindelse med evalueringen. Det er endvidere karakteristisk for de psykisk udviklingshæmmede, at de meget gerne vil sige og gøre de ting, som de tror, personalet gerne vil have. Det betyder i praksis, at de psykisk udviklingshæmmede godt kan fortælle personalet, hvad der er sundt at spise, men de spiser det bare ikke, når personalet ikke er i nærheden. Dette afføder en del dårlig samvittighed hos de psykisk udviklingshæmmede, når personalet tilfældigt møder dem spisende kage, sodavand, pizza, slik eller lignende, når de færdes i Roskilde.


Både deres manglende evne til at læse og skrive samt deres ønske om at sige ”de rigtige ting” er noget, som vi har måttet tage hensyn til ved evaluering af projektet. Der har derfor heller ikke været lavet egentlige in-terviews med de psykisk udviklingshæmmede, idet man nemt kan blive opfattet som en autoritet, som de gerne vil behage, hvis man sætter dem i en egentlig interviewsituation. Igennem arbejdet med dem i løbet af ca. 1½ år er det dog lykkedes at få et indblik i, hvad det er for tanker og følelser, de gør sig, men også at få et lille indblik i deres liv og de besværligheder, som det fører med sig, at være psykisk udviklingshæmmet. Under måle-veje situationen har  projektlederen talt med dem. Noget af det, de har fortalt, er i tidens løb blevet nedskrevet og vil blive refereret her. Evalueringen er i øvrigt foregået ved to evalueringsmøder i forbindelse med afslutningen af de to forløb, samt ved et møde midt i pilotprojektet. Ved første evaluering har projektlederen noteret deltagernes synspunkter, mens hele evalueringsmødet ved det afsluttende evalue-ringsmøde er blevet optaget på bånd og transskriberet. Resultater fra begge evalueringsmøder vil indgå i evalueringen.

 


Et blik ind i nogle af deltagernes oplevelse af kurset og verden


Deltager nummer 4 var meget negativ fra start, idet hun følte, at hun ikke havde fået lov til selv at bestemme, om hun ville deltage i kurset. Det betød, at hun første mødegang, hvor der skulle laves mad, satte sig ned med korslagte arme og ville ikke deltage i madlavningen. Efterhånden blev hun imidlertid meget positiv og nød samværet med de andre og mødte op hver gang. I løbet af kurset begyndte hun at cykle lidt mere.


Deltager nummer 5 startede med at få lykkepiller i løbet af kurset. Hendes far var blevet indlagt med AMI (= akut myocardie infarkt = blodprop i hjertet), og hun var meget bekymret for, hvilken behandling han skulle have. Hun bor alene i ejerlejlighed. Hun kan læse og klarer alle forhandlinger med banken omkring økonomi. Hun havde tidligere hjulpet til i køkkenet på Roskilde Amtssygehus, men arbejder nu nogle dage om ugen i et dagcenter for ældre. I løbet af de 1½ år fortalte hun stolt om, at hun fik lavet nyt køkken, men hun fortalte også, at hun aldrig havde fået knus eller kram af sine forældre, ej heller som barn. Der havde været total mangel på fysisk kontakt, og hum fortalte, at hun syntes, at det var dejligt, når nogen holdt hende i hånden eller gav hende et kram. Samtidig var hun dog lidt bange for de følelser, fordi hun troede, at de var unormale – at de hørte med til det at være psykisk udviklingshæmmet.


Hun havde tidligere gået til klinisk diætist. Hun var en af de få, der selv lavede mad og derfor også brugte det, hun lærte under den praktiske madlavning. Hun var i løbet af kurset begyndt at se lidt mere på varedeklarationer og var blevet mere fysisk aktiv. Hun var meget negativ i starten, idet hun følte, at hun ikke selv havde valgt at deltage.


Deltager nummer 2 blev i løbet af kurset mere fysisk aktiv og var stolt over, at hun var mere udholdende og let til bens, end da kurset startede. Dette var en udvikling, som hun glad viste, men som også blev bekræftet af motionsinstruktøren. Hun skiftede under forløbet psykofarmakum. Hun kunne godt lide at få opskrifter, men laver aldrig mad derhjemme. I løbet af hele forløbet begyndte hun dog at udskifte noget af colaen med vand.


Deltager nummer 3 ville gerne have haft kæresten med, men han er ikke tilknyttet Støttecentret 5’eren. Lige før starten af pilotprojektet begyndte hun at gå hos en klinisk diætist. Hun blev ikke mere fysisk aktiv i løbet af kurset, men var alligevel glad for at deltage. Laver en gang imellem mad, når hun er sammen med kære-sten og bruger her de opskrifter, som hun fik under pilotprojektet. Var meget interesseret i den teoretiske undervisning samt indkøbsturen. Synes dog, at det er svært at handle, idet hun synes, at det er ubehageligt, når de andre kigger på hende ved kassen. Hun synes, at det er svært at overskue, når man både skal samle varerne sammen og betale midt i det hele.


Det er kendetegnende for to af de mandlige deltagere, der var deltagere på henholdsvis pilotprojekt og forløb nummer to, at de var moderat overvægtige og begge fysisk aktive i forvejen. Den ene cyklede og gik meget, mens den anden bl.a. gik til fodbold.



Resultater fra første evalueringsmøde


Erfaring med undervisning i motion


Undervisningen foregik i en lille sal, der ligger i en gammel folkeskole, der kun bliver brugt til fritidsunder-visning. Skolen ligger tæt på Støttecentret 5’eren. Undervisningslokalet var lidt mørkt, men blev allerede i løbet af første undervisningstime fyldt med glæde, idet alle, selv de mest skeptiske, synes, at det var sjovt. Underviseren havde ikke erfaring med at undervise psykisk udviklingshæmmede, men fandt hurtigt ud af, hvad de kan lide at lave. Undervisningen har i hele forløbet været en blanding af gymnastik, leg og afspæn-ding til musik, som de kan lide. Hun har i undervisningen udfordret dem både fysisk og kognitivt og har løbende fortalt om kroppen og sundhed. Hendes erfaring er, at undervisningen skal være meget varieret, for ellers begynder de at kede sig. Der skal heller ikke afholdes længere pauser, for så er det et problem at få dem i gang igen. 


Personalet har deltaget i undervisningen. Dette opfattede instruktøren dog ikke altid som et gode, idet det nogle gange har gjort, at de psykisk ikke altid ydede alt, hvad de kunne, idet personalet mange gange kom-mer til at fungere som ”forældre”, og deres tro på, hvor meget de psykisk udviklingshæmmede kan yde, ligger ofte lavere end det, de faktisk kan præstere.



Erfaring med undervisning i kost


Der var fra starten lagt op til, at der skulle laves lækker, sund mad, der ikke skulle være for svær at lave. Instruktøren havde købt ind på forhånd. De skulle endvidere have en fornemmelse af, at sund mad også kan være lækker mad, hvor der også var plads til lidt sødt, hvorfor der også blev bagt kager.

Tilbagemeldingerne fra instruktøren og personalet på Støttecentret var modstridende. Instruktøren opleve, at de psykisk udviklingshæmmede var noget forbeholdne over for de nye retter, som hun præsenterede dem for, men at de godt kunne finde ud af at lave maden, hvis bare man gav sig tid til at hjælpe dem lidt.


Efter de første mødegange gik de over til at lave traditionel dansk mad – bare lavet på en lidt sundere måde. Instruktøren havde opskrifter med til deltagerne.


Personalet derimod oplevede, at de kom til at få samme rolle, som de har, når der bliver lavet mad i Støtte-centret 5’eren. De følte, at meget af det praktiske arbejde kom til at ”hænge” på dem, mens de psykisk udviklingshæmmede ikke var særligt aktive i madlavningen, men de ville gerne spise maden. Personalet fornemmede, at det var for uoverskueligt for de psykisk udviklingshæmmede med alle de råvarer, som blev sat frem på bordet, og situationen var meget urealistisk i forhold til de psykisk udviklingshæmmedes hverdag, idet de fleste aldrig selv vil kunne overskue f.eks. at lave et brød fra bunden, som instruktøren i alt fald en af mødegangene satte dem til.


Ved et møde midtvejs mellem personalet, psykologen og projektlederen blev det aftalt, at der måtte ske ændringer i undervisningen i kost. Personalet ville gerne ud af deres ”forældrerolle” i forhold til de psykisk udviklingshæmmede, idet formålet med kurset bl.a. også var at øge de psykisk udviklingshæmmedes lyst og evne til selv at lave mad. Det blev derfor aftalt, at instruktøren skulle købe ind til f.eks. landgangsbrød, men der skulle ikke følge nogen anvisning på, hvordan maden i øvrigt skulle laves. Hver person skulle lave det landgangsbrød, som han/hun havde lyst til. Instruktøren skulle, mens der blev lavet mad, tage to til tre psy-kisk udviklingshæmmede med i butikker for at se på varer og varedeklarationer. Formålet var, at de herved kunne få vist, hvad det er for varer, der er sunde og hvad, der er mindre sundt. Det blev medarbejdernes opgave at lave landgangsbrød til de personer, som var ude at se på varer i butikkerne, men i øvrigt skulle de holde sig i baggrunden.


Fra start var det planlagt, at personalet skulle have tre teoretiske undervisningsgange om sund kost. Der blev desværre kun afholdt en enkelt af disse, idet personalet ikke fandt, at de havde brug for denne undervisning. De mente, at de vidste alt om sund mad.



Resultater fra andet evalueringsmøde


På andet evalueringsmøde blev der især behandlet tre emner, nemlig kost, motion og seksualitet.



Kost


I forhold til kost bliver der på mødet udtalt følgende:

  • Medarbejder: ”A (=deltager nummer 3), synes jeg, er den som virker, som hun har ændret mest holdning, hvis man tager fra før. Hvis man tager fra aller, aller første kursus og til nu, ik’. Ellers synes jeg heller ikke rigtigt sådan”


  • Medarbejder: ”Fordi det har jo meget med det også, hvordan de tænker, og de skal omkodes, og det skulle jeg jo også selv. Jeg er da også blevet kodet om i forhold til, da jeg startede….Ja, men jeg tænker, at jeg på den måde tænker anderledes. Mit krav til hvornår det, hvor det skal ændres for, at det er godt nok, det er væsentligt anderledes.”
  • Medarbejder: ”Altså, hvis vi nu var der, hvis de nu boede på et…en døgninstitution, ligesom Lyng-bakken, hvor der var mere personale, hvor der var mere opbakning, hvor der var dækning, så ville det måske også se anderledes ud.”


  • Psykologen: ”Og det er i den verden, at udgangspunktet skal tages. Det skal ikke rives ud af den verden, men stille og roligt skal vanerne ændres derfra. Det vil sige, når de går ned og køber cola og alle mulige andre ting ved 10-tiden om aftenen og et eller andet, og de lige gør et eller andet. Det er den verden. Det er faktisk derfra, det skal starte. De skal…man kan ikke bare sige, at de ikke skal gå ned og købe cola og mærkelige ting og sager. Nej, de skal ned og stille og roligt købe en cola-light i stedet for.”


  • Kostinstruktøren: ”Jeg har taget udgangspunkt i budskabet i det, de siger, de spiser, hvor jeg har forsøgt at finde sundere varianter. Men de kan ikke…De har svært ved at huske tilbage, hvordan det har set ud en hel dag….”


  • Medarbejder 1: ”Men nogen glemmer jo også, fordi det ikke er så rart at fortælle, hvad der vitterlig kommer ind. Vi har jo så også kontakt med ITC, deres arbejdsplads. En af dem, der har været med i projektet, hun går stort set forbi bageren hver dag. Det har hun bare glemt, ik’.”


  • Medarbejder 2: ”Hun er jo så også vant til at få en svada på 1½ kilometer.”


  • Medarbejder 1: ”Jo, jo, selvfølgelig tier man jo så stille.”


  • Medarbejder 2: ”Her er det jo nemmere at sige, at det kan man ikke lige huske, for så ved jeg, at der kommer sådan og sådan.”


  • Medarbejder: ”Det må jo også være forfærdeligt. Vi fortæller dem hvad der er sundt, og hvad der er usundt, og hvad der er godt osv., osv.. Så kommer de hjem til forældrene, som ikke kan forstå, at de bliver større og større, og så får de skæld ud der. Og så er de til familiefester, og familien er ved at falde ned ad stolen, fordi de bliver større og større. De mærker det jo hele tiden.”


Det, der meget tydeligt kommer frem i disse citater, er, at projektet har sat sig spor hos de medarbejdere, der har deltaget i projektet. De har fået en anden holdning til sund mad og en større forståelse for, hvorfor tinge-ne er, som de er, men deres frustration skinner også igennem. De kan godt høre sig selv blive ved med at tale om sund mad, men det virker også som om, at det er ved at gå op for dem, at de ikke bare er en del af løsningen, men også en del af problemet, idet de i alt for lang tid har fokuseret på sund mad. Talt om det i tide og utide, og de har set, hvordan det vækker modstand og dårlig samvittighed hos de psykisk udviklingshæmmede.



Motion


I andet forløb har der været lagt meget vægt på motionen. På evalueringsmødet kom der følgende frem:

  • Projektlederen: ”Motionsinstruktøren har jo sendt dem ud på en rigtig lange gåtur for et par gange siden, og som hun sagde, da jeg var dernede forrige tirsdag. Prøv X at vise, hvor hurtigt, du kan gå. Hun kunne jo næsten ikke bevæge sig i starten ret hurtigt, vel, men nu kan hun altså gå ret hurtigt, og hun blev, ja, selvfølgelig blev de lidt ømme dagen efter, men de kunne klare det, bortset fra Y. Han havde svært ved at klare den tur, men de andre, de kunne klare det. Som A siger, nu behøver hun ikke at standse på vej op til tredje sal. Nu kan hun faktisk gå hele vejen.”


  • Medarbejder: ”Siger A det?”


  • Projektlederen: ”Ja”


  • Medarbejder: Det kommer jo lidt bag på mig, for nu har jeg været med til gymnastikken hver gang, og jeg vil sige, at deres aktivitetsniveau har været meget, meget lavt. Det har været noget med: ”Nej, det gider jeg ikke,” og sådan har det stort set været hver eneste gang. Så har der været nogle gange, hvor vi har været ude at gå tur, og det har været godt. Det kommer lidt bag på mig, at deres kondition er blevet bedre.”


  • Lederen af Støttecentret: ”Hvis vi som personale og fagpersoner går ind og analyserer lidt på det, at de skal det der lange seje træk. Det kan godt være, at du og jeg står og ser på, at de kan næsten ikke, og vi kan godt pege nogle personer ud, hvor man skal have en anden diskussion, snakke en anden dialog under gymnastikken, end vi forventer, der skal til, men jeg kan også pege nogle personer ud lig nu faktisk, som har forandret sig de få gange, jeg har været med derovre. Jeg har jo ikke været med hver gang, men der er i alt fald helt præcis én person, som, jeg synes, har forandret sig i positiv retning, men det er måske det der lange adfærdsmæssige træk, vi er i gang med.”


  • Lederen: ”Jeg har nogle gange, når vi er gået derovre fra ønsket, at bare vi også skulle det her i overmorgen. Det kunne have været fedt at skulle det i overmorgen. Ja, så man fik en meget tættere kontinuerlighed i den her aktivitet.


  • Medarbejder: ”Ville de også synes det, tror du.”

Lederen: ”Det ved jeg sgu’ ikke. Det er mere stemningen, jeg synes, der griber mig undervejs, fordi jag kan godt se, at der er nogle af dem, der glædes ved det, og hvis det er sådan, at man tænker i den gentagelighed i adfærd, at det er det, der baner nye veje oppe i hovedet på dem, ja, man så kan der også gå for lang til imellem gentagelsen.”


  • Medarbejder: ”Vi er jo så begyndt på det ude hos X. Vi har fået pumpet cyklen, og den har været til cykelsmed osv., så to gange om ugen er hun ude at cykle i hvert fald en halv time, og det vil hun gerne.”


Citaterne viser flere forskellige ting. De viser, at det kommer bag på nogle af medarbejderne, at deltagerne faktisk har fået bedre kondition, idet de synes, at motionen ikke har været særlig hård, og der har ind imellem været modstand hos nogle af deltagerne, når motionsinstruktøren har presset dem lidt. Lederen har deltaget nogle gange i motionen, men ellers ikke aktivt deltaget i projektet, og det er kommet bag på hende, hvor god stemning, der har været på holdet, og hun har tydeligt kunnet se den glæde nogle af deltagerne har givet ud-tryk for ved at deltage, og hos i alt fald én af deltagerne har hun iagttaget en tydelig positiv forandring.


Citaterne viser imidlertid også, at der er nogle af medarbejderne, der aktivt er begyndt at bruge motionen i hverdagen, men også at de oplever, at de psykisk udviklingshæmmede oplever en glæde ved at være fysisk aktive.



Seksualitet, sociale relationer og ændring af vaner


Disse forhold kom til at fylde meget i evalueringsmødet, idet der kom nogle ting frem, som overraskede medarbejderne og lederen. Nedenfor vil nogle af de vigtigste ting blive fremdraget i de forskellige citater.

  • Psykologen: ”Så ligger de jo der mellem 60 og 75 et eller andet sted i intelligenskvotient. Der er nogle ting, der ligesom…i hvert fald er der regler for mennesker, der tænker og gør på en anden måde. Det er, at det tager meget længere tid at få nye vaner. Altså, et vanemønster kan ændres på ca. tre til fire måneder hos os, men det tager mindst dobbelt så lang tid eller mere, og så skal der være meget mere kontinuitet i det. Det skal altså følges op hele tiden….Så altså, at ændre vaner hos dem tager meget længere tid, og det er handling, der skal ændre vanerne, altså og ikke en hel masse forståelse for at kost er sund. Det er fuldstændig ligegyldigt, for de når ikke op og kan analysere nogle ting.”


  • Psykologen: ”Det er deres seksualitet. Den sidder jo uden på tøjet. De har jo store problemer med deres seksualitet af den ene eller anden grad, forståelse for den eller hvordan de tackler deres egne følelser…altså i det hele taget, den del af livet, og den binder en masse energi hos dem, som man måske ikke lige er bevidst om. Det var jeg i alt fald ikke bevidst om, før jeg startede med at snakke med dem. At der er så meget energi bundet i at forstå de kræfter, der er i hele seksualiteten, når man ikke har haft sådan et normalt forhold til den i lang tid.”


  • Lederen: ”Men hvad er det, der gør, at det lige netop er seksualiteten, der kommer til at træde frem som et overordnet emne i jeres samtaler?”


  • Psykologen: ”Det er, at jeg berører nogle af de ting, som er fundamentale behov. Det der jo der, hvor alle problemerne ligger hos alle mennesker, når nogle af de vigtig behov i livet ikke bliver tilfredsstillet på en ordentlig måde. Sult, tørst og alle mulige mærkelige ting og sager, sociale relationer osv., så kommer det jo helt automatisk ind.”


  • Medarbejder 1: ”Ja, det er jo helt klart og meget tankevækkende, og det ligesom er en del, som de måske ikke overhovedet involverer deres hjemmevejledere i, og så er der så en person, der stiller sig til rådighed, og så skal det bare ud.”


  • Lederen: ”Ja, men det er jo også fordi, at I i hverdagen fokuserer på, hvad skal man si-ge…materielle ting, om man så må sige. Rengøring, indkøb…”


  • Medarbejder 2: ”Jeg synes også, at vi bruger tid på at snakke om, hvordan går det med kæresten ,men det er jo også utrolig svært, sådan når spørger: ”Har I det godt sammen? Rør I ved hinan-den? Ja, og det skal du slet ikke…altså, så”…Det er en svær balance. Altså, hvor tæt kan man gå.


  • Psykologen: ”Og der går jeg jo altså tæt, når de først åbner, altså, så tager jeg fat.”


  • Medarbejder 1: ”Ja, for jeg kan måske et eller andet sted godt sætte mig ind i, at det er svært for dem hvis vi skal være så tæt på i den del også. Vi er det omkring økonomi, og vi er det omkring så mange punkter, så det ligesom har en grænse, der siger, at den er der. Det er måske der, de tør komme ud med det. At de så slet ikke kommer ud med det er jo så ærgerligt, kan man sige, at de ikke har et andet sted, hvor de kan gå hen med det.”


  • Psykologen: ”Ja, jeg ved det ikke. Jeg synes egentlig, at det er meget rimeligt, at man har forskelli-ge rum, hvor man lukker op i, og der er jo tilsyneladende også seksualitet eller dybe følelser over for jer, som man jo er frygtelig bange for, og der synes jeg også, at det er udmærket, at der er en el-ler anden grænse, hvor I siger fra.”


  • Medarbejder 1: Vi har jo alle roller, kan man sige. Vi har den styrende, vi har den bestemmende, vi har den søde, vi kan være mor, vi skal være far. Vi skal jo simpelthen alt muligt.”


  • Lederen: ”Vores brugere de har ikke det netværk og familie, venner, som, at andre normalt funge-rende har, så de har ikke alle de der steder og rum, de kan prøve seksualitet af, kærester, diskussio-ner og alt muligt. Det som alle vi andre vi prøver af i alle mulige fora hele vores liv igennem. Det har brugerne ikke.”


  • Lederen: ”For når du (psykologen) f.eks. har været der, så kan jeg jo se julelys i øjnene på nogle af brugerne, inden de går ind. En eller anden forventet glæde, at nu skal jeg ind til en person, som gerne vil høre på mig. Eller hvor jeg bliver sat i centrum, eller det er sådan et eller andet, hvad kalder man sådan en, en her og nu stimulering et eller andet følelsesmæssigt behov, jeg har inden i mig selv. Sådan ser det lidt ud for mig, når jeg lige står og kigger på dem. Det er i alt fald de tan-ker, jeg får.


  • Psykologen: ”Man bliver instruktør over for andre mennesker i, at de skal gøre noget bestemt, for-vente noge bestemt, og det er man faktisk ikke i stand til at leve op til på den ene eller anden måde. Det er B et godt eksempel på. Hvis man ikke lige kender hende og går lidt bag om, så er hun jo en helt normal pige.”


  • Medarbejder: ”Distanceblænder kalder vi det.”


  • Psykologen: ”Ja, men indvendig er der jo en hel masse ting, som hun slet ikke kan leve op til i for-hold til det, hvis der er nogen, der forventer, at de får et normalt tilbagespil, og det er da noget, der rører ved de dybere ting. Noget der koster energi at leve den tilværelse. Det er jo et kanon skuespil, som koster energi.”


Citaterne viser med al tydelighed, at personalet ikke er klar over, hvor meget seksualiteten fylder i de psy-kisk udviklingshæmmedes bevidsthed. De har det skidt med deres seksualitet, idet de ikke ved, hvordan de skal få tilfredsstillet deres behov, og de kan ikke forstå de følelser, de har. Det er ikke noget, de taler med personalet om. Måske fordi personalet er tæt på i alle andre situationer. Citaterne fortæller også noget om, at de psykisk udviklingshæmmede har været meget glade for, at de via psykologsamtalerne har haft et rum, hvor de har været i centrum, hvor de er blevet lyttet til og har fået lov til at komme frem med nogle af alle de tanker og følelser, som de ikke har mulighed for at komme af med andre steder.


Citaterne fortæller også noget om de manglende sociale relationer, som mange af de psykisk udviklings-hæmmede har, hvilket gør dem ekstra sårbare, men også at nogle af dem skal leve op til nogle forventninger, som de ikke kan klare. Det gælder måske især de bedst fungerende, idet andre tror, at de måske kan klare mere, end de kan. Det er noget, der kræver meget energi. 


Psykologen påpeger desuden noget meget væsentligt, og det er, at man kan forvente, at det tager mindst dobbelt så lang tid at ændre vaner hos psykisk udviklingshæmmede i forhold til normalt begavede, og at personalet derfor skal være tålmodigt. Det handler om det lange seje træk.