Konklusion

Britta Ortiz

Kunstner, forfatter og læge

Konklusion


Der har været gjort mange gode erfaringer i projektet, og der er erhvervet ny viden i både Støttecentret 5’eren og i Forebyggelsesafdelingen. Det vigtigste er imidlertid, at de psykisk udviklingshæmmede så småt er be-gyndt at ændre vaner. Deres kondition er forbedret, og de er begyndt at kunne mestre nogle fysiske ting, som de tidligere havde svært ved. De ønsker selv at blive mere fysisk aktive, og medarbejderne er begyndt at støtte dem i denne proces.


Det er svært at sige, om projektet har ændret deres madvaner i en lidt sundere retning, idet det er noget, der tager meget lang tid, bl.a. fordi det er et område, der fra medarbejdernes og familiens side har været fyldt med forbud. Desuden er det et af de få områder, hvor de selv kan få lov til at bestemme, og man ved fra forskningsundersøgelser, at mange forbud og en restriktiv og kontrollerende opdragelse, som mange af dem er udsat for, er med til at skabe overvægt. Personalet har imidlertid også meget svært ved at forholde sig til, at selv små ændringer kan være ændringer, der er første led i en lidt sundere levevis.

Det er imidlertid svært for de psykisk udviklingshæmmede at ændre vaner, idet mange af deres grundlæg-gende behov ikke bliver tilfredsstillet. Det drejer sig om behov som at kunne vise følelser, være et seksuelt væsen samt social kontakt og støtte. Det vil derfor være en fordel, hvis de kan få opfyldt nogle af de behov. Det vil gøre, at de vil få større psykisk overskud til at ændre vaner.


Den lille gruppe af personalet, der er ansat i Støttecentret 5’eren, har fået en mængde ny viden om kost, vægt og motion. Det er imidlertid et problem, at resten af personalet ikke har deltaget, og det ville have været gavnligt, hvis de planlagte temamøder var blevet holdt, idet det ville have givet hele projektet et løft i forhold til forankringen af viden om kost, vægt og motion, men det ville også have gavnet de psykisk udviklings-hæmmede, hvis temamøder havde været afholdt, idet man så kunne have arbejdet hen imod en fælles hold-ning blandt personalet omkring kost, vægt og motion, og de psykisk udviklingshæmmede ville ikke risikere at få forskellige svar på forskellige spørgsmål afhængig af, hvem de spurgte.


På et andet væsentligt punkt ville det have været meget gavnligt, hvis der var kommet en fælles viden og holdning blandt personalet, idet personalet på nuværende tidspunkt meget vel kan være en del af problemet og ikke en del af løsningen, idet mange af medarbejderne har en kontrollerende og meget restriktiv holdning i forhold til mad, hvilket øger risikoen for overvægt eller yderligere udvikling af overvægten blandt de psykisk udviklingshæmmede.