Hvorfor så vi det ikke?

Stille og roligt sætter Stine sig foran computeren med en kop kaffe i den ene hånd. Klokken er kun lidt over syv, og hun lytter til lydene fra rengøringspersonalet, der støvsuger i det fjerne. Støjen fra støvsugeren blander sig med lydene fra en radio, der er stillet ind på P4. 

”Rolig nu,” siger Stine til sig selv, mens hun prøver at trække vejret stille og roligt. ”Bare min hånd dog ville lade være med at ryste så meget.” Langsomt løfter hun hånden for at tænde computeren. Nu er det ikke bare hånden, der ryster. Nej, nu er det hele kroppen. ”Prøv at trække vejret stille og roligt. Du kan godt,” tænker Stine, mens hun kan mærke, at hun hyperventilerer mere og mere. ”Du er nødt til det. Det nytter ikke noget, at du besvimer her midt i det hele.”

”God morgen,” siger Hans, der netop er trådt ind ad døren. Han får intet svar. ”Er der noget galt?” Han kigger over på Stine, som er helt grå i ansigtet, og sidder og stirrer ind i computeren. Det er slet ikke den Stine, han kender. Stine plejer altid at være i godt humør og med et smil på læben. Nu sidder hun bare og siger igen og igen: ”Nej, nej, nej, det går slet ikke.” Hans forstår ikke et mug af det hele. Stine plejer altid at være den, der har styr på det hele. Hun er den, der altid løser både sine egne opgaver og hjælper alle de andre mindre erfarne kolleger med at løse deres opgaver. Der er aldrig nogen, der er gået forgæves, hvis de har spurgt Stine om råd. Samtidig har Stine også altid givet sig tid til at lytte til de andre, hvis de har haft problemer på arbejdet eller derhjemme. 

Hans går helt hen til Stine og spørger: ”Hvad er det, der ikke går?” Tårerne begynder at trille ned ad kinderne på Stine. Hans lægger armene blidt omkring hende og langsomt begynder hun at fortælle: ”Jeg kan ikke mere. Jeg kan ikke klare det mere. Alle hiver og slider i mig. Alle forventer, at jeg bare er den, der klarer det hele. Jeg har prøvet at leve op til det, men jeg kan godt se, at jeg ikke kan klare det. I måneder har jeg været bange for, at der var nogen, der skulle opdage, at jeg har flere hundrede mails, som jeg slet ikke har kigget på, og der ligger en masse sager, på mit skrivebord, som jeg slet ikke kan overskue at lave færdige. Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal ende og begynde. Jeg har totalt mistet overblikket. Jeg har svigtet. Jeg er ikke noget værd. Jeg har jo slet ikke kunnet leve op til den tillid, som alle har vist mig. Hvordan vil man nogensinde kunne betro mig nogen opgaver nu, hvor jeg har bevist, at jeg slet ikke kan overskue noget som helst?” 

Hans prøver at berolige Stine. ”Det skal du slet ikke tænke på. Det vigtige er, at du får lov til at holde fri. Det er ikke din skyld, at du ikke har kunnet klare det hele. Det er vores fejl, at vi ikke har set, at du selvfølgelig ikke har kunnet klare både dine egne og alle vores andres opgaver. Nu går vi sammen ind til chefen og fortæller, at du skal sygemeldes et stykke tid samtidig med, at du får hjælp til at komme ovenpå igen.”

Mens Stine og Hans sidder og taler sammen, er der flere og flere af kollegerne, der er mødt på arbejde. De finder hurtigt ud af, hvad der er sket, og skyldfølelsen begynder at brede sig. ”Hvorfor så vi det ikke?” begynder de at spørge sig selv og hinanden om. ”Hvorfor så ledelsen det ikke?”